Frivilligt arbejde og virksomheders CSR-politikker

Der er kommet stor fokus på det frivillige arbejdes bidrag til løsning af en række af velfærdssamfundets udfordringer. Ikke mindst fremprovokeret af Knud Aarups glimrende bog om Frivillighedens Velfærdssamfund, som udkom tidligere på året. Knud Aarup argumenterer bl.a. for, at der kun kan kompenseres for en fremtidig mangel på arbejdskraft til udførelse af vigtige velfærdsopgaver inden uddannelse og pleje ved i større grad at inddrage frivillighedssamfundet i varetagelse af nogle af disse opgaver. Et kontroversielt synspunkt, som får både de faglige organisationer og frivillige foreninger op af stolene. De faglige organisationer får naturligvis udfordringer, når man begynder at bløde grænserne mellem professionelt og frivilligt arbejde op. Og de frivillige vil gerne betakke sig for at blive en del af en bevidst offentlig strategi, for så er det jo ikke rigtigt frivilligt længere. Noget af det grundlæggende ved frivilligt arbejde forsvinder på denne måde.

Hvorom alting er, så er debatten skudt i gang. Jeg anser de optrukne fronter som naturlige markeringer på det stade, vi aktuelt er i forståelse af, hvordan grænserne mellem det professionelle arbejdsliv og civilsamfundet nødvendigvis må flytte sig i de kommende år. Vi må alle hver især tage ansvar for at bidrage til, at fødekæden til de nødvendige offentlige service- og behandlingstilbud bliver reduceret, for ellers kan samfundet ikke hænge sammen på sigt, hverken økonomisk eller kulturelt og sammenhængsmæssigt.

Frivilligt arbejde er blevet koblet med virksomhedernes stigende fokus på CSR (Corporate Social Responsability) eller på dansk – virksomhedernes samfundsmæssige ansvar. De store virksomheder er f.eks. forpligtigede til at rapportere om varetagelse af deres samfundsmæssige ansvar. Spørgsmålet er, om frivilligt arbejde nu også skal være en del af virksomhedernes domæne? Skal frivilligt arbejde være en måde, hvor virksomhedernes skal til vise samfundsmæssig ansvarlighed på?

Det vil jeg stille mig tvivlende over for. I hvert fald som en bevidst strategi, for så mener jeg ikke, at vi har nået så forfærdeligt meget med italesættelsen af vigtigheden af det frivillige arbejde. Jeg tror, at det er vigtigt at gøre det til et personligt anliggende, og hvis virksomhederne tager patent på det og gør det til en strategisk del af deres CSR-aktiviteter, risikerer man at fjerne det personlige ansvar.

Virksomheder skal beskæftige sig med det, de er gode til. For at kunne det skal de kunne tiltrække og fastholde engagerede medarbejdere. Medarbejdere, som ønsker at se en større mening med deres arbejde, medarbejdere som ikke blot løser opgaver, men går ind i opgaverne, og som stræber efter en sammenhæng mellem deres professionelle virke og deres personlige identitet og værdier. Dette skal virksomheden støtte op omkring.

Pluss Leadership har netop indgået en partnerskabsaftale med Københavns Kommune. Aftalen går ud på, at en af vore chefkonsulenter bruger et antal arbejdstimer vederlagsfrit månedligt på at rådgive og støtte såkaldte kulturpiloter. Projektet er et led i at fremme integrationen af etniske minoritetsbørn gennem at give dem nogle kulturelle oplevelser.

Aftalen er ikke et resultat af en bevidst CSR-politik fra Pluss Leaderships side. Det er et resultat af et engagement i opgaven og i sagen fra medarbejderens side. Et engagement, som virksomheden støtter op omkring, både fordi projektet er vigtigt i et samfundsmæssigt perspektiv, og fordi vi skal bidrage med vores spidskompetencer, og hvor både vi og problemfeltet kan udvikles.

Vil vi gøre det igen? Sikkert. På hvilke områder? Ingen anelse! Vi har ingen SCR-politik, som er udtænkt af bestyrelsen og ledelsen. Men vi arbejder ud fra nogle grundlæggende værdier og nogle holdninger til, at vi vil gøre en forskel og gennem vores arbejde gøre de virksomheder og institutioner, vi arbejder for, og det samfund vi er en del af, til et bedre sted at være – såvel økonomisk som menneskeligt. Det er en grundholdning, der præger alle medarbejderne i Pluss Leadership, og så kommer der nogle gange idéer og initiativer ud af det, som nu den omtalte partnerskabsaftale med Københavns Kommune. Jeg tror, at det er den bedste, og i virkeligheden den eneste, måde at forankre en virksomheds arbejde med dets sociale, samfundsmæssige ansvar. Det skal knyttes til et personligt ansvar. Virksomheden er ikke en person, men virksomheden kan støtte sine medarbejdere i at tage et personligt ansvar.