tirsdag den 20. marts 2012

Politikere i offentlige bestyrelser

I nr. 10 af Dagens Dagsorden satte vi fokus på politikere i offentlige bestyrelser, og jeg argumenterede for i min kommentar i tidsskriftet, der er behov for et serviceeftersyn af kommunernes governance-struktur. 
 
Kommunerne er i stigende grad komplekse driftsenheder. De skal levere velfærdsydelser inden for stadig mere indsnævrede økonomiske rammer, der udstikkes af Folketinget, og i henhold til stadig mere detaljerede direktiver mv., som udstikkes fra ministerier. Samtidig udlægger stat og kommuner stadig flere opgaver til driftsenheder organiseret med en decentral ledelse i form af en bestyrelse og den daglige leder. Samlet set synes der at være mindre og mindre plads til politik. Men samtidig kan vi konstatere, at politikerne belastes med mere og mere arbejde, da de placeres i et hav af udvalg, råd, bestyrelser mv. Oveni kommer der så, for de fleste, et civilt arbejde eller uddannelse, da lokalpolitikerne ikke er fuldtidspolitikere. Hvis man lægger det hele sammen, nærmer det sig to fuldtidsjob. Er det respektfuld over for politikerne og deres familier? Er det respektfuld over for de institutioner, som har brug for bestyrelsesmedlemmer, der kan ofre bestyrelsesarbejdet den fornødne tid og engagement? Er det en governance-struktur, der har tilpasset sig de snigende ændringer i de offentlige opgavestrukturer og bemyndigelser? Nej, nej og atter nej!
Der er brug for et serviceeftersyn af kommunernes governance-struktur!

Serviceeftersynet kan passende se på både samarbejdsfladerne mellem kommunalbestyrelsen – politikerne – og embedsmændene (som jeg har behandlet i en anden blog), og på politikernes repræsentation i de offentlige bestyrelser, som vi behandlede i Dagens Dagsorden nr. 10.

Politikerne deltagelse i bestyrelsesarbejde i de selvejende institutioner og offentligt ejede virksomheder i den givne omfang (der findes kommunalbestyrelser, hvor det enkelte medlem i snit sidder i op til 20 forskellige bestyrelser, udvalg og råd) belaster for det første politikerne arbejdsmæssig i uhørt grad. Dette i sig selv kunne være et argument for at underkaste strukturen et serviceeftersyn. Men man bør især se på dette tema ud fra hensyn til skabelse af den optimale governance-struktur for de institutioner, som man har valgt at placere vigtige samfundsmæssige opgaver i.
Når man har valgt at lægge en given opgaveløsning uden for den offentlige forvaltning, må man formode, at det er fordi, at den pågældende opgave bedst løses ved, at man placerer driftsopgaven hos en decentral ledelse, der står lidt mere frit til løbende og dynamisk at kunne udvikle institutionen og dens ydelser i forhold til kundernes og borgernes efterspørgsel. Så må man også tage skridtet fuldt ud, og skabe de rammer for institutionen, der giver den de bedste udviklingsbetingelser. Det vil sige rammer, der sikrer kommunen en platform til at kunne fungere som en god ejer med et passende ejerpres på institutionen, samt en kompetente bestyrelse, der ved hvad der forventes af ejeren og institutionens interessenter, og som kan udstikke rammerne for og sparre med den daglige ledelse.
Det behøver ikke i alle tilfælde at betyde, at det ikke er en fordel, at der sidder politikere i bestyrelserne. Men man bør generelt set nok skrue ned på brugen af politikere i offentlige bestyrelser, sådan som vi nu ser, man planlægger at gøre i Aalborg kommune. Fra kommunens side skal man så sætte ind med andre styringsinstrumenter i forhold til institutionerne. Det kan handle om videreudvikling af drifts- og udviklingskontrakter, brug af ejerstrategier, udvikling af bestyrelsernes kompetencer, etablering af dialogforum mellem bestyrelsesformænd og den politiske top etc.