fredag den 30. november 2012

Danskernes kulturvaner - vanedannende kultur?


Pluss Leadership har i samarbejde med Epinion for Kulturministeriet gennemført en undersøgelse af danskernes kulturvaner. Danmark har gennemført kulturvaneundersøgelser gennem næsten 50 år, hvilket er temmelig enestående i international sammenhæng.

Kulturvaneundersøgelsen giver os et aktuelt og interessant indblik i danskernes vaner og prioriteringer. 2012udgaven indeholder rigtig mange interessante resultater – både på brudte vaner siden den seneste undersøgelse i 2004, og vaner som synes konstante. Nye digitale medier og apparater – internettet, smartphones, computerspil/digitale spil mv. – har skabt nye former for forbrug. Men samtidig er den overordnede tendens, at de traditionelle kulturområder som opera, ballet, skuespil, musical, klassisk koncert og kunstmuseer holder stand. Og der er overordnet set sket en stigning i danskernes kulturforbrug fra 2004-2012.

Der er grundlæggende tale om en massiv udvikling på kulturområdet, som vi også har måttettilpasse undersøgelsesformatet til.Men resultaterne kan fortsat sammenlignes med de seks tidligere kulturvaneundersøgelser, hvilket giver et unikt historisk blik på danskernes vaner og prioriteringer.Der er ud fra undersøgelsen således nok at tage fat i og lade sig inspirere af, når kulturinstitutioners ledelse samt landets politikere i de kommende år skal lægge politiker og strategier for kulturudviklingen.

Desværre er debatten blevet afsporet af, at lektor Stig Jarl på Teatervidenskab, Københavns Universitet, har rejst en kritik af kulturvaneundersøgelsens teaterdel. Stig Jarl baserer sin kritik på en sammenstilling af to typer data, der faktisk ikke kan sammenlignes. Nemlig indberetninger til Danmarks Statistik fra en række teatre, og så kulturvaneundersøgelsen, der spørger danskerne, hvorvidt de har set teater og scenekunst inden for de seneste år – uanset hvor de har set det. Det giver to meget forskellige tal, og det får lektoren til at konkludere, at danskerne lyver. Selvom vi fra konsulentfirmaerne ihærdigt har forsøgte at berige diverse medier med fakta om sammenhængene, har enkelte journalister og medier alligevel lænet sig op ad Stig Jarls postulater. Dermed har tvivlen om kulturvaneundersøgelsen og danskernes troværdig, når det drejer sig om deres forbrug af scenekunst, fået lov til at stjæle overskrifterne og sætte dagsordenen i et par uger. Lige indtil indeværende uge, hvor der synes at være opstået en generel forståelse for og anerkendelse af vores metoder i undersøgelsen. Det er vi selvfølgelig glade for, selvom vi aldrig har tvivlet på vores faglige fundament. Nu rettes kritikken så mod Danmarks Statistik. Man får lyst til at spørge sig selv, hvornår blikket også bliver rettet mod de forskere, der på et noget løst grundlag, for at sige det mildt, afsporer den offentlige debat!

Nu er debatten om danskerne kulturvaner som følge af ovenstående kommet til at handle meget om teaterområdet. Men undersøgelsen omfatter også områder som musik, film, museer, biblioteker, bøger, sport og motion, kommercielle attraktioner, folkeoplysninger, frivilligt arbejde, computerspil, TV mv. Jeg vil opfordre alle til at læse den, og lad os så få en debat om kultur i stedet for metoder.     

Bogen kan købes hos www.Schultzboghandel.dk – i almindelig bogform eller samme sted som e-bog. Herudover kan den downloades fra Kulturministeriets hjemmeside, sammen med metodebilag og tabelrapporter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar