Det offentlige som ejer

Der er en tendens til, at flere og flere samfundsmæssige opgaver løses af selvejende institutioner, fondslignende konstruktioner, statslige aktieselskaber eller fælleskommunale selskaber. Vi ser modellen praktiseret i universitetsverdenen, ved styring af ungdomsuddannelserne, i forbindelse med kommunernes og regionernes engagement i erhvervsinstitutioner, turistorganisationer og kulturinstitutioner, forsyningsvirksomheder mv.

Dette medfører, at den offentlige sektor får udfordringer vedrørende governance-strukturer, det vil sige samspillet mellem ejeren, bestyrelsen og daglige ledelse, som har mange parallelle til private aktieselskaber. Den private sektor har igennem de sidste 8-10 år beskæftiget sig med problemstillingen inden for begreber som corporate governance eller ”god selskabsledelse”. I den offentlige sektor er også en begyndende fokus på området. Men initiativerne her er enten målrettet bestyrelsesarbejdet i selvejende institutioner, f.eks. University Governance, kodeks for godt bestyrelsesarbejde i selvejende uddannelsesinstitutioner, kodes for godt bestyrelsesarbejde i forbindelse med kulturprojekter etc., eller den ansatte ledelse i form af kodeks for god offentlig topledelse, udviklet af Forum for Offentlig Topledelse. Der savnes et helhedsorienteret perspektiv, hvor der er fokus på udøvelse af god skik i alle governance-relationer mellem ejeren (det offentlige), bestyrelsen, ledelsen og driften. Der er især behov for at fokusere nærmere på det offentlige som ejer.

Når politikerne vælger at lade vise opgaver og samfundsmæssige funktioner varetage af selvejende institutioner – uden for den traditionelle hierarkiske struktur – er det naturligvis fordi, at det vurderes, at det er den organisationsform, der bedst understøtter kvalitet, effektivitet og udvikling. Det er jeg enig i. Men det betyder jo ikke, at politikerne og deres embedsmænd mister interessen for det pågældende område. Her ser vi så desværre en stor usikkerhed og uprofessionalisme i, hvordan de bedst sikrer de samfundsmæssige interesser varetaget i de selvejende institutioner. Der ses alt for mange eksempler på, at bestyrelsessammensætningen i selvejende institutioner er mere politisk betinget end kompetencemæssig betinget, at embedsmændene i forvaltningerne ikke kan finde deres ståsted i forhold til selvejende institutioner, at de traditionelle bureaukratiske styringsredskaber opretholdes, at der ikke foregår en fremadrettet dialog mellem ejeren (politikerne) og bestyrelserne om institutionens udvikling etc. Med den konsekvens, at mange institutionsbestyrelsesmedlemmer enten ”stemmer med fødderne” eller vender sig mod ejeren, i stedet for at være ejerens forlængede arm i forhold til varetagelse af de samfundsmæssige interesser.

Skal vi fortsætte ad sporet med brug af selvejende institutioner til løsning af samfundsmæssige opgaver, og det mener jeg vi skal, har vi meget brug for at få en debat i gang omkring godt ejerskabs-adfærd i relation til disse.