onsdag den 30. december 2009

Kvinder i ledelse

Kvinder udgør under 5 % af toplederne i det private erhvervsliv. Iflg. rapporten ”Kvinder i bestyrelse” fra 2007 udgør kvinder 11,3 % af bestyrelsesmedlemmer i Danmark. Ved sidste kommunalvalg blev der valgt syv kvindelige borgmestre og 91 mandlige borgmestre. I 2008 udgjorde kvinder 47,5 % af arbejdsstyrken, og allerede i 1999 overhalede kvinder mændene i antal på de højere videregående uddannelser!

Nu vil jeg godt snart se, at en større del af de mest talentfulde kvinder tager, eller får tildelt, lederansvar i vores virksomheder, organisationer og samfundsinstitutioner. Ligesom jeg kun ønsker at se de mest talentfulde mænd på de centrale lederposter. For ledelse gør en forskel. Derfor skal det, uanset køn, være de mest talentfulde i ledelse, der tager ledelse.

De større virksomheder begynder nu at tage ansvaret på sig og underskriver Charteret for Ligestilling. Samtidig diskuteres spørgsmålet om kvoter for kvinder i bestyrelse lystigt. Ingen er rigtig glade for denne løsning i Danmark. Tvang passer ligesom ikke til vores mentalitet. Men der er stadig flere, der mener, at det er et nødvendigt skridt at tage, hvis der skal for alvor skal komme et gennembrud i form af flere kvinder i bestyrelser og topstillinger. Jeg kan godt følge synspunkter, men jeg tror alligevel, at vi skal et spadestik dybere, hvis vi skal finde robuste løsninger på kvindernes svage repræsentation i toplederstillinger.

Hvis vi for alvor skal udfordre dilemmaet i, at næsten halvdelen af Danmarks talentressourcer, på trods af deres aktive deltagelse i arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet, holder sig væk fra, eller ikke drages ind i, topledelsesopgaverne, skal vi faktisk fokusere på ledelse og ledelsesinnovation, mere end på kvinder. Og det skal vi gøre ved systematisk at involvere talentfulde kvinder i udviklingen af nye ledelsesmodeller, der kan tackle fremtidens udfordringer. Det er på denne måde, vi for en periode skal foretage en positiv særbehandling.

Derfor har Pluss Leadership sammen med Unisex Progress taget initiativ til udviklingsprojektet: Future Leadership – Beyond Diversity. Mellem 50 og 100 kvinder fra 10-15 forskellige virksomheder og brancher inviteres til at være med i projektet, hvis formål er at
  • Udvikle konkrete, brugbare modeller for fremtidens organisation og lederskab
  • Løfte innovativt lederskab op på dagsordenen i Danmark
  • Skabe rammer, der får kvinder til at vælge ledelse.
Når vi har valgt at invitere kvindelige ledere til at medvirke i projektet, er det ikke for at holde mændene ude. Vi vil derimod invitere kvinderne stærkt ind på ledelsesbanen, hvor mændene traditionelt har fyldt mest. Med Future Leadership giver vi en række kvindelige ledere chancen og muligheden for at strække ud og tænke stort – sammen og på tværs af sektorer og brancher.

Vi tror på, at vi gennem dette projekt både kan udvikle ledelseskvaliteten i virksomheder og organisationer, og ved specifikt at involvere kvinder i udviklingen af ledelsesmodeller samtidig skabe rammer, der får kvinder til at vælge ledelse.

Foreløbigt har Grundfos, Århus Kommune, ATP, COOP og Århus Universitet tilmeldt sig projektet, som løbes i gang i løbet af første halvdel af 2010.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar