Danmarks Radio – en anskuelsesundervisning i uklar styringsstruktur

Så er der røre om Danmarks Radio igen. Selvom årsagen til generaldirektør Kenneths Plummers afgang ikke kan lastes andre end ham selv (og måske en forfatter, som Plummer troede var journalist), har sagen igen affødt diskussioner om styringsstrukturen i Danmarks Radio. Det er bl.a. kommet frem, at forskellige enheder har handlet uden for ledelsesmæssig kontrol. Det diskuteres, hvem der reelt ansatte Plummer i sin tid – bestyrelsen eller kulturministeren? Og hvilken profil har vi nu brug for til at lede en af Danmarks mest eksponerende virksomheder og landets eneste fuldt licensfinansierede og dermed brugerbetalte radio-/tv-station? Har vi overhovedet brug for en generaldirektør i krydspresset mellem en aktiv involverende bestyrelse og formand på den ene side, og magtfulde programdirektører og medarbejdere på den anden side?

En normal governance-struktur består af 1) en ejer, 2) en bestyrelse, 3) en ansat ledelse og 4) en driftsorganisation, med en klar rolle- og ansvarsfordeling disse fire niveauer imellem. Ejeren, som kan være aktionærer, andelshavere, medlemmer, kunder etc., har nogle krav og forventninger til virksomhedens performance, som de typisk indkapsler i nogle vedtægter, og ellers formulerer de krav til dels forrentning, dels eventuelt nogle værdimæssige rammer, som virksomheden skal holde sig indenfor. Ejerens væsentligste instrument til varetagelse af sine ejerinteresser er at indsætte en bestyrelse. Bestyrelsen varetager den strategiske ledelse og ansætter en direktør til at varetage den daglige ledelse af organisationen inden for de rammer, som udstikkes af bestyrelsen. Kort fortalt.

Der har de seneste ti år i især erhvervslivet, men egentlig også i andre samfundssektorer, været en stadig større fokus på udvikling af effektive governance-mekanismer i alle relationer fra godt ejerskab, over godt bestyrelsesarbejde og til god ledelsespraksis. Det kaldes corporate governance – eller god selskabsledelse. Nøgleord er åbenhed, gennemsigtighed og uafhængighed.

Denne udvikling er indtil videre kørt uden om Danmarks Radio. Anbefalinger til god selskabsledelse i regi af Danmarks Radio affærdiges typisk med henvisning til virksomhedens public service-forpligtigelse, samt at staten ikke kan optræde som ejer i normal henseende. Underforstået: Danmarks Radio er for vigtig en institution til, at politikerne kan holde den ude i armslængde og overlade ansvaret til andre.

Danmarks Radio er uomtvistelig en af landets mest synlige og vigtigste institutioner. Man kunne argumentere for, at netop heri ligger argumentet for, at den skulle styres efter nogle governance-mekanismer, som sikrer en passende uafhængighed imellem de forskellige styringsniveauer, og som der er erfaring med, giver den bedste gennemskuelighed og resultatskabelse.

Hvem er Danmarks Radios ejer, og hvor henter bestyrelsen sit mandat fra? Er det brugerne, som betaler gildet over licensen? Eller er det Folketinget eller regeringen, der skal spille ejerrollen på vores alle sammens vegne? Ja, det er nok nærmest det sidste. Men hvorfor definerer Folketinget og regeringen som ejer så ikke nogle værdimæssige og økonomiske krav til Danmarks Radio og sætter en professionel bestyrelse, valgt på grundlag af kompetencer, ind til at forvalte disse krav på samfundets vegne? I stedet har man mere eller mindre forlænget parlamentet ind i Danmarks Radios bestyrelse, idet bestyrelsesmedlemmerne for hovedpartens vedkommende udpeges af folketingets partier i forhold til deres størrelse og resten af Kulturministeriet. Hertil kommer de medarbejdervalgte. Det kan være udmærkede mennesker alle sammen, men selve konstruktionen giver en uklar magtstruktur. Den lægger jo direkte op til, at der kan politiseres i bestyrelsen, i stedet for at bestyrelsen skal fungere som et kollegium, der udstikker klare retningslinjer for den daglige organisation.

Det ville være en styrke for Danmarks Radio, hvis man fik en bestyrelse, der alene vælges ud fra kompetencer og ikke deres politiske ståsted. Politikerne har jo alle muligheder for at definere de værdimæssige og økonomiske rammer om institutionen der, hvor det bør foregå, nemlig i Folketinget. I institutionens ledelse bør sidde professionelle mennesker. Og politikerne behøver ikke at være bange, for hvis bestyrelsen er professionel, kan den også læse sine ejere.