tirsdag den 23. november 2010

Kolde og varme hænder – eller bare en sikker hånd?

Kampen raser mellem forskellige personalegrupper inden for det offentlige i kølvandet på regeringens genopretningsplan, forslaget til den kommende finanslov samt kommunernes og regionernes økonomiske udfordringer. I løbet af den sidste uge i august er der i medierne kommet megen debat om ledelseslagene i det offentlige og om de stadig flere akademikere, som er blevet ansat efter strukturreformen. I journalisternes forsimplede beskrivelse af virkeligheden er det blevet reduceret til en kamp mellem ”kolde” hænder - repræsenteret ved Djøf’ere og andre akademikere, som der bliver flere af - på bekostning af ”varme” hænder, som leverer velfærdsservice til de ældre, børnene, de svage m.fl.

Dette er naturligvis ikke en frugtbar tilgang til håndtering af de udfordringer, som det offentlige står overfor med stadig flere opgaver og stadig færre ressourcer. Det giver simpelthen ikke mening.
Fremkomsten af flere videnstunge funktioner, der beskæftiger sig med planlægning, udvikling mv., og dermed flere højt uddannede, er et generelt træk i alle samfundssektorer og virksomhedstyper. Det er f.eks. ved at være mange år siden, man konstaterede, at de direkte produktionsomkostninger udgør under en fjerdedel af en bils pris, eksklusiv moms vel at bemærke. Resten handler om omkostninger til udvikling, design, markedsføring og andre videnstunge funktioner. Er det denne udvikling, vi nu ser i det offentlige? – Både ja og nej.

Tegnet med en bred pensel, har akademikere i det offentlige for en stor del været ansat til at analysere, planlægge, lave regler og love, sikre deres overholdelse, dokumentere samt ikke mindst servicere det politiske system. Historisk set har de fungeret relativt adskilt fra de udførende servicefunktioner. Med strukturreformen har man haft fokus på en styrkelse af analyse- og planlægningsfunktionerne, og der er kommet mere fokus på ledelse. Det var nogle af de vigtigste motiver bag strukturreformen. Så udviklingen med flere ansatte akademikere i det offentlig inden for de senere år er udtryk for en anden form for akademisering, end hvad vi har set i det private, jfr. bilproducent-eksemplet. Her er der ikke tale om en omfordeling af omkostningsstrukturen, idet der ikke er en så direkte forbindelse mellem et kvalitativt løft af de akademiske opgaver og på samme tid en reduktion af ”produktionsomkostningerne” – det vil sige den direkte borgerbetjening og leverancer af forskellige velfærdsydelser. Et højt kvalificeret bureaukrati er inden for det offentlige et legitimt mål i sig selv.

Det stiller politikerne over for en meget vigtig og vanskelig opgave, idet effektivisering og rationalisering af det bureaukratiske lag på den ene side og effektivisering og fornyelse af serviceapparatet på den anden ofte er to mere eller mindre adskilte opgaver.

Men der er nok af muligheder for forbedringer. Der kan for det første ses kritisk på, om de administrative hovedstrukturer, som blev etableret i forlængelse af strukturreformen, også er de optimale i forhold til løsning af de fremtidige offentlige opgaver. Det skulle være mærkeligt, om man i alle tilfælde har fundet den optimale løsning i første hug. Og jeg kan godt følge dem, der mener, at man f.eks. nu – inspireret af KL-modeller – er blevet rigeligt ledelsestung. Vi kan også konstatere, at der er kommet meget tunge arbejdsgange i kølvandet på de senere års forsøg med kontraktstyring, og der er rigtig meget at hente i det interne samarbejde i f.eks. overgangene mellem de mange forskellige systemer og ydelser. Samtidig må politikerne have fokus på, hvordan innovation og udvikling i de offentlige kerneydelser kan bidrage til mere velfærd. Man kan selvfølgelig diskutere, hvor langt man kan komme med rationalisering i forhold til de velfærds- og servicemæssige kerneopgaver. Via bl.a. forskellige selvbetjeningsløsninger kan man komme et stykke, men undervisning, pleje, behandling mv. kræver et minimum af direkte borgerkontakt. Også mere end det offentlige mange steder er i stand til at levere nu.

De uundgåelige besparelser i den offentlige sektor må således ikke styres af en kamp mellem personalegrupper, for så sker reduktioner uden hensyntagen til de reelle udfordringer i organisationerne. Politikerne må sørge for at sikre sig et kvalificeret, strategisk grundlag for at kunne skabe effektive og udviklende offentlige organisationer, der fremmer den bedst mulige offentlige service. Det, der dybest set er brug for, er en sikker hånd, uanset om den er kold eller varm.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar